Donation giver krigsramte ukrainske børn et frirum i Nordjylland

Den 16. maj byder hjælpeorganisationen Life Danmark endnu engang krigsramte ukrainske børn velkommen til en 12 dages sommerlejr på den tidligere Borremose Efterskole. Lejren, som er kommet til med støtte af nordjyske Melsen Fonden, skal give børnene et trygt ophold med fællesskab og oplevelser langt væk fra krigens hverdag.

Krigen i Ukraine præger hverdagen for tusindvis af børn, som lever med daglige luftalarmer, har familiemedlemmer ved fronten eller har mistet en forælder. Nu får en gruppe af børnene mulighed for et tiltrængt pusterum på en sommerlejr i Nordjylland, som er arrangeret af hjælpeorganisationen Life Danmark med økonomisk støtte fra Melsen Fonden.

Det er ikke første gang, at Life Danmark afholder camps for krigsramte ukrainske børn. Sidste år gennemførte organisationen to lejre, og efter stor efterspørgsel bliver konceptet nu videreført med endnu en 12 dage lang sommerlejr, som finder sted den 16. maj.

- Vi oplever et enormt behov for de her lejre. Sidste år afholdt vi to camps, og efterspørgslen har siden været stor. Denne gang kommer der 90 børn, som alle er fra Dnipro provinsen, der er et af de steder, hvor man lever med daglige angreb og konstant usikkerhed. Derfor ønsker vi at give dem nogle dage fyldt med tryghed, glæde og håb for fremtiden, fortæller Benjamin Birk Uhrenholt, projektleder hos Life Danmark.

Sommerlejren bliver afholdt på den tidligere Borremose Efterskole ved Aars, som foreningen har ombygget til formålet. Her får børnene mulighed for at opleve både sociale aktiviteter og traumebehandling med hjælp fra uddannede facilitatorer fra Dnipro provinsen i Ukraine.

- Vi arbejder målrettet med at skabe positive oplevelser og begynde bearbejdningen af de traumer, børnene lever med. Samtidig betyder det meget for børnene, at facilitatorerne kommer fra samme område som dem selv, så relationen kan fortsætte, når de på et tidspunkt vender hjem igen, siger Benjamin Birk Uhrenholt.

Afgørende med økonomisk støtte
Sommerlejren er muliggjort gennem økonomisk støtte fra Melsen Fonden, som blandt andet dækker udgifterne til at få transporteret børnene fra den ukrainske grænse og op til Nordjylland. Derudover dækker donationen også aktiviteter og udflugter under opholdet:

- Donationer som denne gør en kæmpe forskel for os. Det er støtten fra Melsen Fonden, som gør det muligt at afholde flere lejre og hjælpe endnu flere børn. Samtidig sikrer donationen, at børnene får nogle gode oplevelser under opholdet blandt andet med en tur i Fårup Sommerland, lyder det fra Benjamin Birk Uhrenholt.

Hos Melsen Fonden glæder man sig over at kunne støtte et projekt, der gør en forskel for krigsramte børn:

- Vi ønsker at støtte projekter, der gør en konkret forskel for mennesker i svære livssituationer. Her er der tale om børn, som lever under helt ekstraordinære forhold, og derfor er vi glade for at kunne bidrage til, at de får et frirum fyldt med omsorg, fællesskab og positive oplevelser, lyder det fra Kurt Møller, bestyrelsesmedlem af Melsen Fonden.

Børnene, som deltager i sommerlejren, er mellem 8-14 år, og de udvælges i samarbejde med myndigheder og samarbejdspartnere i Ukraine.

Billede1 (2)