Billede 1 Udsigt Over Europasøen Fra Bålhus

Flauenskjolds borgere får ny naturlegeplads som centralt mødested


En gruppe frivillige under borgerforeningen i Flauenskjold arbejder i øjeblikket dedikeret med projekter, der skal bidrage til flere samlingssteder i byen. Et af projekterne indebærer opførelsen af en ny naturlegeplads ved Europasøen, som skal danne et centralt samlingspunkt for både store og små. Med en betydningsfuld donation på 100.000 kr. fra den velgørende fond Melsen Fonden er arbejdsgruppen bag projektet nu et stort skridt tættere på at være i mål.

Frivillige i Flauenskjold Borgerforening arbejder lige nu ihærdigt for at etablere flere steder, hvor byens knap 700 indbyggere kan mødes og dyrke fællesskabet. En central del af dette arbejdet er planerne om opførelse af en ny, stor naturlegeplads ved den populære Europasø, som vil give mulighed for både leg og læring i naturen.

Takket være en donation på 100.000 kr. fra den nordjyske fond Melsen Fonden, er borgerne i Flauenskjold nu et betydeligt skridt tættere på at realisere drømmen om den nye legeplads, som blandt andet kommer til at bestå af aktivitetstårn, kravlerør, balancegang, talerør, vippe, gynge og balancebomme.

- Vi er dybt taknemmelige for den flotte donation fra Melsen Fonden. Flauenskjold er en by, hvor fællesskabet er vigtigt, men vi mangler steder, hvor børn og voksne kan samles og nyde hinandens selskab, og vi håber, at den nye naturlegeplads kan opfylde det behov, fortæller Nina Dewulff-Semlov fra arbejdsgruppen bag projektet.

Foruden den nye legeplads har man, i forbindelse med et byfornyelsesprojekt, planer om at etablere en boardwalk, en fisketerrasse, et udkigstårn og en bro ved søen. Tilføjelser, de håber, vil tiltrække endnu flere besøgende til naturområdet.  

Melsen Fonden har siden 2020 bidraget med støtte til samfundsmæssige og velgørende formål i Nordjylland, og ifølge bestyrelsesformand Anker Laden-Andersen er det en stor glæde at kunne hjælpe til byudviklingen i de mindre nordjyske byer.

- Det glæder os meget at kunne støtte op om ambitionen om at skabe et samlingssted for beboerne i Flauenskjold, og vi håber, at den nye legeplads ikke blot vil berige børnenes liv, men også kan skabe varige minder og styrke fællesskabet i lokalsamfundet. Vi ser frem til at følge den glæde og læring, som legepladsen vil bidrage til, og vi er stolte over at kunne bidrage til byens udvikling, fortæller bestyrelsesformand i Melsen Fonden, Anker Laden-Andersen.

For at kunne realisere projektet mangler arbejdsgruppen nu 250.000 kroner, og man håber derfor at kunne indsamle flere penge de kommende måneder, så byggeriet kan sættes i gang inden årsskiftet.