Milliondonation: Nye scannere laver knivskarpe billeder af fostre og øger tryghed for gravide
Aalborg Universitetshospital har netop modtaget en milliondonation fra Melsen Fonden til indkøb af to topmoderne ultralydsscannere. De nye ultralydsscannere skal gøre det lettere for både læger og gravide at følge fosterets udvikling og dermed opdage mulige misdannelser og kromosomfejl.
Selvom langt størstedelen af graviditeter i Danmark ender med fødslen af et sundt og rask barn, er der i flere tilfælde risiko for, at barnet bliver født med misdannelser eller kromosomfejl. Siden 2004 er alle kvinder i Danmark derfor blevet tilbudt fosterdiagnostiske undersøgelser, så både læger og gravide kan få mere viden om graviditeten og følge fosterets udvikling tættere.
De tilbudte undersøgelser består af to ultralydsscanninger i henholdsvis første og andet trimester, og hos Aalborg Universitetshospital bliver kvaliteten af ultralydsundersøgelserne for komplicerede graviditeter nu forbedret markant. Det sker, da hospitalet netop har modtaget to nye, moderne ultralydsscannere til en værdi af over to millioner kroner fra Melsen Fonden.
- De fosterdiagnostiske undersøgelser er afgørende i forhold til at undersøge, om fosteret udvikler sig, som det skal, eller om der er risiko for misdannelser og kromosomfejl, som kan medføre, at barnet bliver født med alvorlige sygdomme eller handicap. I den forbindelse er ultralydsscanninger et helt uundværligt værktøj, og derfor er vi enormt taknemmelige for de to nye state-of-the-art ultralydsscannere, som Melsen Fonden har doneret, siger ledende overlæge Eva Hoseth, Aalborg Universitetshospital, Ambulatorium for Graviditet og Ultralyd.
De nye ultralydsscannere af typen Voluson Expert 22, der er blandt de bedste på markedet til at give præcise 2D, 3D og 4D ultralydsbilleder, hvilket forbedrer kvaliteten af scanningerne markant, og det er afgørende i forhold til at håndtere graviditeter med syge eller misdannede fostre.
- Det er teknisk udfordrende at undersøge et foster, der ligger i livmoderen, hvilket stiller store krav til udstyret. De nye scannere har en markant bedre billedkvalitet, der gør det lettere at se fosteret, og det er en stor fordel, når vi skal undersøge fosterets tilstand og følge udviklingen, og ikke mindst til at sikre at vi kan rådgive og behandle de gravide bedst muligt ud fra den situation, de står i, forklarer Eva Hoseth.
Mærkesag for nordjysk fond
Det er ikke første gang, at den nordjyske fond har doneret et stort millionbeløb til sundhedsvæsenet. I fjor donererede Melsen Fonden hele 20 millioner kroner til Regionshospital Nordjyllands neurorehabilitering, hvilket er den største donation i regionshospitalets historie – og donationen til Aalborg Universitetshospital er således særdeles velvalgt.
- Vi er utrolig glade for at kunne bidrage aktivt til at optimere fosterdiagnostikken i Region Nordjylland til gavn for både patienter og sundhedspersonale. Det er vores ønske, at donationen kan medvirke til at give gravide mere klarhed over deres graviditetsproces samt hjælpe lægerne i deres håndtering og behandling af gravide med potentielle misdannede fostre, lyder det fra bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden, Stiven Larsen.
Fra regionsrådsformand Mads Duedahl (V) lyder der en stor tak til Melsen Fonden.
- Vi sætter stor pris på, at Melsen Fonden endnu en gang støtter os med en donation. De to nye ultralydsscannerne kommer til at gøre en kæmpe forskel og sikrer et endnu bedre tilbud til de gravide nordjyder, og dermed bliver det endnu mere trygt at være gravid i Nordjylland. Donationen falder samtidig på et tørt sted, for havde vi ikke fået hjælp fra fonden, kunne vi se frem til at skulle finde pengene ud af et hospitalsbudget, som i forvejen er under stort pres, siger Mads Duedahl.
De nye ultralydsscannere er allerede taget i brug på Aalborg Universitetshospital.