IMG 1562

Stor donation baner vej: Nu bliver det nemmere for talenter at kombinere sport og uddannelse i Frederikshavn

 

Sportsakademiet i Frederikshavn giver talenter mulighed for både at være seriøse idrætsudøvere og seriøse elever. Akademiet nyder stor opbakning fra lokale foreninger, som gerne vil samarbejde om at give talenterne gode rammer for at dyrke deres idræt, og en donation på 360.000 kr. fra Melsen Fonden betyder, at Sportsakademiet nu kan styrke tilbuddet til de unge.

Det kan være svært for unge talenter at være seriøse idrætsudøvere samtidig med, at de skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Men hvis talenterne får gode vilkår, kan de prioritere begge dele. Det ser man blandt andet hos Sportsakademiet i Frederikshavn, hvor elever de seneste to år har kunnet kombinere eliteidræt og uddannelse.

Fremover bliver vilkårene for de spirende talenter endnu bedre, da Sportsakademiet for nylig har modtaget en stor økonomisk håndsrækning fra den nordjyske fond Melsen Fonden.

- Det har meget stor betydning for Sportakademiet, at vi har fået så stor en donation. Det betyder nemlig, at vi nu kan udvikle vores tilbud ved for eksempel at tilknytte trænere, der har stor viden og erfaring indenfor de enkelte sportsgrene, tilknytte en fysioterapeut og styrke vores kostvejledning til stor glæde for vores unge sportsudøvere, siger Brian Andersson, der er en af initiativtagerne bag Sportsakademiet og direktør for Frederikshavn Handelsskole, og fortsætter:

- Vi vil sikre, at unge sportsudøvere har et tilbud, hvor uddannelse og sport på et højt niveau går op i en højere enhed. For os handler det nemlig om, at man som ung skal have muligheden for at være en seriøs elev på en af vores uddannelser og samtidig kunne prioritere sin sport. Det kan derved undgås, at den unge bliver tvunget til at vælge mellem uddannelse og sport.

Hos Melsen Fonden, der blev stiftet i 2020 af boet efter afdøde Svend Melsen, tidligere ejer af Melsen Tech, har valgt at støtte Sportsakademiet med en stor donation på 360.000 kr., blandt andet fordi akademiet gør en stor forskel for mange unge.

- Sportsakademiet er et rigtig godt initiativ, fordi det giver unge nordjyder en unik mulighed for både at være seriøse med deres uddannelse og deres idræt. Akademiet skaber nogle unikke rammer for, at talenterne kan lykkes begge steder, og vi er overbeviste om, at vi vil se talenter blomstre i klubberne i og omkring Frederikshavn på baggrund af Sportsakademiets store indsats. Derfor glæder vi os også over, at kunne bidrage til et endnu stærkere tilbud fremover, siger Anker Laden-Andersen, der er bestyrelsesformand for Melsen Fonden.

Sportsakademiet blev stiftet af de tre uddannelsesinstitutioner EUC Nord, Frederikshavn Gymnasium og Frederikshavn Handelsskole, og elever fra byens to 10. klassecentre er nu også blevet en del af samarbejdet. Efter sommerferien er der i alt 60 elever på Sportsakademiet, som løbende arbejder på at styrke tilbuddet til talenterne.

Sportsakademiet har en ambition om at binde uddannelse, idræt og de lokale foreninger endnu tættere sammen via akademiets ambassadørkorps, som består af frivillige i foreningerne. Den type samarbejde har man allerede gode erfaringer med, fordi der er et lignende tilbud for talenter i folkeskolen.

- Vi har stor opbakning fra omkring 40 foreninger og klubber, og ambassadørkorpset består af alt fra ungdomstrænere og ungdomskonsulenter til regions- og ungdomslandsholdstrænere. Derudover har vi nedsat en arbejdsgruppe, der arbejder på at tiltrække talenter fra andre kommuner, så eksempelvis Frederikshavn Ishockey Klub eller Blackhawks Floorball får flere dygtige, unge sportsudøvere til deres hold. Vi har mange ideer til, hvordan vi kan styrke Sportsakademiet, og donationen fra Melsen Fonden gør det lettere at komme i mål med initiativerne, slutter Brian Andersson.

Brian Andersson forventer, at antallet af talenter på Sportsakademiet vil stige i de kommende år.