Nu forbedres de maritime miljøer i Hals og Hou
Den nordjyske fond Melsen Fonden har netop tildelt 503.000 kr. til to frivillige foreninger i kystbyerne Hals og Hou. Støttekronerne går til Foreningen Fantastiske Hou og Bevaringsforeningen Lodsen 4, som er sat i verden for at bevare byernes maritime miljøer og skabe attraktive havnerum, der kan være et samlingssted for byernes borgere og gæster året rundt.
I kystbyerne Hou og Hals har det længe været et ønske at integrere havneområderne som en mere central del af bymiljøerne, og med en donation på i alt 503.000 kroner fra den velgørende fond Melsen Fonden kan det nu realiseres.
Puljen er uddelt til to lokale foreninger ved navn Fantastiske Hou og Lodsen 4, hvor de frivillige kræfter nu er trukket i arbejdstøjet. Foreningen Fantastiske Hou har fået tildelt 250.000 kroner, som blandt andet skal bruges på at indrette byens molehus samt fornyelse af området omkring havnen:
- Vi er meget taknemlige for donationen fra Melsen Fonden, som gør det muligt for os at omsætte vores visioner til virkelighed. Vi har netop fået vores byggetilladelse fra kommunen, så nu glæder vi os til at komme i gang med projekterne, som blandt andet gælder opførelse og indretningen af byens nye molehus, anlæggelsen af en boardwalk, aktivitetsplads og grejhuse, fortæller Helle Rovsing Jørgensen, formand i Foreningen Fantastiske Hou.
I forlængelse heraf har Melsen Fonden også doneret 253.000 kroner til Bevaringsforeningen Lodsen 4 i Hals. Foreningen blev stiftet i 2021 med formålet om at istandsætte det bevaringsværdige skib fra 1961 og efterfølgende drive det som sejlende foreningsskib.
- Midlerne fra Melsen Fonden giver os økonomi til at investere i ny træbeklædning til skroget, hvilket ikke blot forbedrer skibets æstetik, men også er afgørende for, at vi kan reparere de skader, der er på skibet i dag. Pengene vil også gå til at gennemføre et omfattende eftersyn af motoren, så vi kan sikre, at den er i optimal stand, inden skibet sættes i vandet, lyder det fra Grete Holch Skalkam, formand for Bevaringsforeningen Lodsen 4, som allerede nu mærker stor opbakning fra de lokale, som spørger interesseret ind til projektet.
Støtte til lokale projekter
Melsen Fonden, som står bag støtten, er stiftet af boet efter afdøde Svend Melsen, som foruden at være tidligere ejer af den succesfulde Aalborg-virksomhed Melsen Tech også har været bosat i Hals gennem mange år. Derfor er man hos Melsen Fonden glad for at kunne støtte to projekter i lige netop det område.
- Det betyder meget for os at støtte op om de maritime udviklingsprojekter som bæres af frivillige ildsjæle i området, hvor Svend Melsen vat bosat. Med donationerne har vi en unik mulighed for at give noget tilbage til lokalsamfundet, og vi glæder os over endnu en gang at kunne bidrage til arbejdet med maritime projekter, fortæller Anker Laden-Andersen, bestyrelsesformand i Melsen Fonden, som tidligere har støttet flere projektet inden for sejlsporten i Hals.
Både Foreningen Fantastiske Hou og Bevaringsfonden Lodsen 4 ser frem til at afslutte flere af projekterne inden udgangen af 2024, mens arbejdet med at integrere bymiljøet og havområdet vil fortsætte over de kommende år.