Omdannelsen af Sæby Torv er et stort skridt nærmere efter donation

 

Frivillige kræfter og Frederikshavn Kommune arbejder hårdt sammen for at kunne omdanne Sæby Torv til en attraktiv plads for byens beboere og besøgende med plads til musik og ophold året rundt. Nu er fornyelsen af byens centrale torv et stort skridt nærmere efter donation på 150.000 kroner fra Melsen Fonden.

Med beliggenhed ud til Kattegat og et levende forenings- og byliv er Sæby bymidte og havn velbesøgt af såvel beboere som turister. I de seneste år har flere projekter ønsket at gøre byen endnu mere attraktiv med blandt andet en mobil scene til optrædener på Sæby Torv i sommermånederne, forsøg med bilfri gader omkring centrum i højsæsonen og en udvidelse af havnen.

Nu er Sæby Erhvervsforening, Sæby Handelsstandsforening og Frederikshavn Kommune gået sammen om at realisere en plan for fornyelse og forskønnelse af Sæby Torv, der skal skabe mere liv i bymidten. Ønsket er at lave flere opholdsrum og få en fast scene på torvet, der også kan fungere som et opholdssted. Og med en estimeret anlægspris på cirka en million kroner, er Sæby Erhvervsforening glade for støtte fra den nordjyske fond Melsen Fonden.

- Omdannelsen af Sæby Torv er drevet af frivillige kræfter, og alle pengene skal findes uden kommunale støttemidler. Derfor er vi utroligt taknemmelige over, at Melsen Fonden vil støtte udviklingen af torvet med 150.000 kroner. Sammen med støtte fra Sæby Handelsstandsforening og Sæby Centrum A.M.B.A., der hver bidrager med 75.000 kroner, er vi tæt på halvvejs i indsamlingen, siger formand i Sæby Erhvervsforening, Kim Müller.

Skal være klar til byens købstadsjubilæum

Planen er, at Sæby Torv skal stå færdig i 2024, når byen fejrer sit 500-års købstadsjubilæum, og Kim Müller er fortrøstningsfuld, både når det kommer til at overholde tidsplanen og de udarbejdede arkitekttegninger. Donationen fra Melsen Fonden – der blev stiftet i 2020 af boet efter afdøde Svend Melsen, tidligere ejer af Melsen Tech – vil både gå til siddemøbler og scenen, som skal tiltrække liv til Sæby bymidte året rundt.

- Provinsen gemmer på mange aktive handelsbyer, hvor foreningslivet og frivillige kræfter arbejder hårdt for at skabe et byliv for beboerne og tiltrække besøgende. Sæby er en af disse byer, og derfor er vi glade for at støtte lokalsamfundet og hjælpe til med omdannelsen af byens centrale torv, inden det imponerende 500-års købstadsjubilæum i 2024, hvor torvet vil blive et samlingspunkt under fejringen, siger Anker Laden-Andersen, bestyrelsesformand i Melsen Fonden.

Når Sæby Torv står færdigt, hvilket efter planen bliver i foråret 2024, vil der udover den stationære scene være opholdspladser omkring torvets springvand og ud mod Grønnegade, hvor en granitmur erstattes af mobile siddepladser og plantekasser.

Sæby Torv Visualisering Mod Øst