Stor donation muliggør opførsel af nyt klubhus i Støvring
En donation på 100.000 kroner fra den velgørende fond, Melsen Fonden, bringer, Støvring og Omegns Jagtforening et markant skridt tættere på opførelsen af et nyt foreningshus, der kan rumme klubbens medlemmer, som er steget med 25 procent de seneste ti år. Det nye hus skal danne rammerne for et tidssvarende fællesrum, som bidrager til fællesskabet året rundt.
Jægere fra hele Jylland flokkes om træningsfaciliteterne hos landets næstmest vindende jagtklub, Støvring og Omegns Jagtforening, men klubbens indendørs faciliteter halter efter. Det har fået den lokale jagtforening til at ansøge om midler til opførelsen af et nyt klubhus, som med en donation på 100.000 kroner fra Melsen Fonden nu er et skridt tættere på at blive en realitet.
- Vi er meget glade for, at Melsen Fonden har valgt at støtte vores projekt med 100.000 kroner. Pengene får en stor betydning for, at vi kan realisere vores planer om at bygge et nyt tidssvarende samlingssted for klubbens medlemmer, fortæller formand i Støvring og Omegns Jagtforening Mogens Engedal og understreger, at standen på huset gør det stort set ubrugeligt i de kolde vintermåneder.
Til gavn for de lokale foreninger
Den nuværende bygning på 44 kvadratmeter blev opført, da foreningen blev etableret i 1974. Siden da har den medaljevindende jagtklub fået mange nye medlemmer, og derfor er behovet for et mere rummeligt klubhus nu større end nogensinde.
- I løbet af det seneste årti har vi oplevet en medlemsfremgang på 25 procent, så behovet har ændret sig markant, siden huset blev bygget for snart 50 år siden. Vores nuværende hus kan rumme lige knap 25 personer, og det er ikke optimalt, når klubben er et samlingssted for op mod 800 skydeinteresserede, forklarer Mogens Engedal.
Planerne for det nye klubhus omfatter 112 kvadratmeter inklusiv et køkken, et stort opholdsrum, toilet med handikapfaciliteter og et depotrum, som også vil være tilgængeligt for andre lokale foreninger:
- Med opførsel af det nye klubhus er det afgørende for os, at andre lokale foreninger også kan få gavn af faciliteterne. Det kan eksempelvis være lystfiskere, der skal binde fluer eller den lokale spejderforening, som har brug for et lunt lokale i de kolde måneder, lyder det fra Mogens Engedal.
Donationen vil derfor komme adskillige foreninger i området til gode, hvilket er med til at styrke lokalsamfundet i og omkring Støvring. Og det er netop noget, man lægge stor vægt på hos Melsen Fonden:
- En af vores primære formål er at støtte op om projekter, der styrker det lokale fællesskab i Nordjylland, hvilket er særligt tydeligt hos Støvring og Omegns Jagtforening, som er samlingssted for mange nordjyder. Derfor glæder det os at støtte jagtforeningen med at tage et vigtigt skridt nærmere etableringen af de nye faciliteter, der vil danne endnu bedre rammer for jagtforenings medlemmer i fremtiden, siger Stiven Larsen, bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden, der blev stiftet i 2020 af boet efter afdøde Svend Melsen, tidligere ejer af Melsen Tech.
Opførelsen af klubhuset påbegyndes i foråret 2024, og forventes af stå færdigt senere på året.