Stor donation sikrer handicapvenlige faciliteter i Idrætscenter Vendsyssels nye svømmecenter

Med en donation på 500.000 kroner fra den nordjyske fond Melsen Fonden kan Idrætscenter Vendsyssel realisere ønsket om topmoderne handicapfaciliteter i forbindelse med opførelsen af centerets nye, store svømmecenter i Vrå.

Fra 2026 skal et nyt, stort svømmecenter supplere det enorme idrætscenter, der gennem de seneste år er skudt op i den nordjyske by Vrå. Idrætscenter Vendsyssel indeholder allerede i dag flere haller, fitnesscenter, udendørs græs- og kunststofbaner, springcenter, overnatnings- og køkkenfaciliteter, konferencerum, squashbaner og meget mere, hvilket gør idrætscenteret til et af de mest moderne og tidssvarende centre i Nordjylland.

I løbet af 2024 tager Idrætscenter Vendsyssel så hul på næste kapitel, der skal gøre centeret endnu mere komplet: et spritnyt svømmecenter med 25 meters bassin, wellnessområde, børnebassin, varmtvandsbassin og aktivitetsområde med rutsjebaner. Som en del af opførelsen af det nye svømmecenter har Idrætscenter Vendsyssel haft ønske om at opføre moderne handicapfaciliteter, og en donation på 500.000 kroner fra Melsen Fonden gør nu dette ønske realiserbart.

- Vi er utroligt taknemmelige over den donation, vi har modtaget fra Melsen Fonden. Hos Idrætscenter Vendsyssel ønsker vi at skabe lige muligheder for alle uanset handicap eller andre fysiske forudsætninger, og den vision deler Melsen Fonden heldigvis. Med donationen får vi dermed mulighed for at gøre vores sundheds- og trivselstilbud tilgængeligt for personer med handicap, hvilket har været et stort ønske for os i forbindelse med planlægningen af vores nye svømmecenter, forklarer centerdirektør Alex Rasmussen fra Idrætscenter Vendsyssel.

Smertelindring, forbedret mobilitet og øget livskvalitet
Med donationen fra Melsen Fonden ønsker Idrætscenter Vendsyssel konkret at etablere en rampe og tilhørende gelændere i varmtvands- og terapibassinet samt en handicaplift inde i selve svømmehallen. Faciliteterne koster 902.500 kroner i alt, hvorfor Idrætscenter Vendsyssel selv bidrager med 402.500 kroner til opførelsen af handicapfaciliteterne.

- Varmtvandsbehandling, terapi og øvelser i vand er afgørende for mange mennesker med fysiske handicap, fordi det kan lindre smerter, forbedre mobiliteten og øge livskvaliteten betydeligt. Med støtten kan vi bygge moderne handicapfaciliteter, der vil gavne mange personer med handicap i lokalområdet, som vi for øjeblikket ikke har et optimalt tilbud til. Dermed kan endnu flere få glæde af vores faciliteter i fremtiden, hvilket er utroligt tilfredsstillende for os som et moderne idrætscenter, siger Ales Rasmussen.

Hos Melsen Fonden, der i 2020 er stiftet med midler fra boet efter afdøde Svend Melsen, stifter og tidligere ejer af Melsen Tech, er man ligeledes glade for, at donationen kan være medvirkende til at skabe bedre adgang til Idrætscenter Vendsyssels nye svømmecenter for personer med handicap:

- Idrætscenter Vendsyssel har for alvor sat Vrå på landkortet med sit visionære og inkluderende idrætscenter. Hele området emmer af sport og fritidsaktiviteter, og det udgør således et samlingspunkt for både byens borgere, foreninger, elitesportsudøvere og kulturlivet. Med det nye svømmecenter udvider Idrætscenter Vendsyssel nu paletten yderligere, og disse nye faciliteter skal naturligvis også komme personer med handicap til gode. Derfor er vi også utroligt glade for at kunne støtte dette projekt, der for alvor bidrager til Nordjydernes hverdag, siger bestyrelsesformand i Melsen Fonden, Anker Laden-Andersen.

Idrætscenter Vendsyssel forventer at foretage første spadestik til det nye svømmecenter den 1. marts 2024, og de nye faciliteter ventes at stå klar til indvielse i 2026.

INT VIEW 1