Stor donation skal styrke hestebaseret fysioterapi i Nordjylland

Hos Allerup Rideterapi og Ridefysioterapi kan patienterne og hestene snart se frem til endnu bedre forhold og træningsmuligheder. Det sker som følge af, at Støtteforeningen for Allerup Ridefysioterapi netop har modtaget en stor donation på 550.000 kroner fra Melsen Fonden, som blandt andet skal gå til indkøb af flere heste og et nyt læskur.

Fysioterapi på hesteryg er blevet en populær metode til at behandle både fysiske og psykiske sygdomme hos mennesker, da det kan være medvirkende til i større grad at holde symptomerne i bero. Faktisk var der i første kvartal af 2023 hele 4599 danskere, som modtog vederlagsfri ridefysioterapi, viser de nyeste tal fra Danske Fysioterapeuter.

Hos Allerup Rideterapi og Ridefysioterapi i Nordjylland oplever man også den store interesse for ridefysioterapi fra både børn og voksne, hvilket har medført et øget behov for forbedring af ridecentrets ressourcer og tilgængelige træningsfaciliteter. Nu, takket være en donation på 550.000 kroner fra den nordjyske fond Melsen Fonden, er ridecenteret med Støtteforeningens hjælp, endelig i stand til at realisere nogle af ønskerne til udviklingen.

- Vi kan næsten ikke sætte ord på, hvor taknemlige vi er for den flotte donation, som Melsen Fonden har valgt at sende vores vej. Donationen får uden tvivl afgørende betydning for, at vi kan fortsætte udviklingen af vores ridecenter og tilbyde den rette behandling til vores patienter, siger Sonja Schoubye, som er formand for Støtteforeningen for Allerup Ridefysioterapi og fortsætter:

- Vi oplever nemlig, at der er rigtig mange mennesker, der har både fysisk og psykisk gavn af samværet med en hest – uanset om man lider af kronisk sygdom, en psykisk lidelse eller har behov for genoptræning. Derfor er det også væsentligt, at vi hele tiden forsøger at fremtidssikre vores ridecenter ved blandt andet indkøb af flere heste, så vi kan imødekomme endnu flere patienter, samtidig med at vi sikrer, at vores heste bliver passet godt på og ikke har for lange arbejdsdage – og det er netop blevet muligt med donationen fra Melsen Fonden.

Nordjysk fond støtter dyrevelfærd

På ridecenteret i Allerup er det planen, at størstedelen af donationen fra Melsen Fonden skal gå til indkøb af fire nye heste samt til et nyt læskur, da man ifølge Sonja Schoubye hele tiden arbejder på at sikre, at hestene har de bedst mulige forhold:

- På vores rideterapicenter har det altid været vigtigt, at der bliver taget hånd om hestene, og derfor arbejder de altid højest tre timer om dagen. Men efterhånden er flere af hestene kommet op i årene, og dem ønsker vi at passe ekstra godt på, hvilket nu er blevet muligt i takt med, at der kommer nye heste til, således de ældre heste kan have kortere arbejdsdage. Derudover vil opførslen af et nyt læskur optimere hestenes udeliv både sommer og vinter.

Hos Melsen Fonden, der i 2020 er stiftet med midler fra boet efter afdøde Svend Melsen, stifter og tidligere ejer af Melsen Tech, er der ligeledes glæde over at kunne støtte op om dyrevelfærden på ridecenteret i Allerup:

- Hos Melsen Fonden er et af vores fire formål at yde økonomisk støtte til forbedring af dyrs forhold, og derfor har det også været helt oplagt for os at rette blikket mod Allerup Rideterapi og Ridefysioterapi, hvor de virkelig gør et vigtigt stykke arbejde for deres patienter – samtidig med at hestenes vilkår er et centralt omdrejningspunkt. Denne donation skal derfor ses som en understregning af, at Melsen Fonden ønsker at være med til at forbedre dyrevelfærden i Nordjylland, lyder det fra bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden, Stiven Larsen.

Hos Allerup Rideterapi og Ridefysioterapi er to ud af fire nye heste allerede indkøbt og på vej til ridecenteret, mens opførelsen af læskuret forventes at stå færdigt i efteråret 2023.

Billede 1 (1)